En del af:

Markedsføring i 2027: Trends, tjekliste og sådan får du succes

De vigtigste markedsføringstrends i 2027, inkl. AI-søgning og GEO, de rigtige kanaler til lokale og nationale virksomheder, en komplet tjekliste og hjælp til valget mellem intern og ekstern markedsføring.


Læsetid: 11 minutter


Markedsføring i 2027 handler om at være synlig, der hvor kunderne søger og spørger, også i AI-svarene fra Google og ChatGPT, og om at bygge det hele på en klar strategi, troværdigt indhold og få kanaler, du gør rigtig godt, frem for mange, du gør halvt.

Det er ikke længere nok at have en flot hjemmeside og et par annoncer kørende. Kunderejsen er spredt ud over Google, AI-assistenter, sociale medier og anmeldelser, og konkurrenterne bruger de samme værktøjer som dig. Her får du trends, kanaler og en komplet tjekliste, så du kan lægge en plan, der holder hele året.

Det korte svar

  • AI-søgning er en ny kanal. AI Overviews har været i Danmark siden maj 2025 og AI Mode på dansk siden oktober 2025. Du skal være kilden, de citerer.
  • Strategien kommer først. Hvem er kunden, hvad gør dig anderledes, og hvad må det koste at få en kunde?
  • Vælg få kanaler og gør dem godt. Lokale virksomheder vinder på Google Business Profile og anmeldelser, nationale på skalerbare annoncer, SEO og automatisering.
  • Data kræver samtykke. Uden korrekt Consent Mode og måling optimerer du i blinde.
  • Troværdighed er valuta. Rigtige mennesker, rigtige cases og rigtige anmeldelser slår poleret reklame.

Hvad er de vigtigste markedsføringstrends i 2027?

1. AI-søgning ændrer kunderejsen

Mange stiller i dag deres spørgsmål direkte til ChatGPT, Gemini eller Claude, og i Google får de et AI-genereret svar over de almindelige resultater. Det betyder, at kunden ofte har dannet sig et billede af markedet, før de overhovedet besøger din side. Synlighed og klik er blevet to forskellige ting: Du kan blive nævnt uden at få besøget, og de besøgende, der klikker, er længere i deres beslutning.

2. AI styrer annonceplatformene

Hos Google kører kampagnetyper som Performance Max på tværs af søgning, Shopping, YouTube og Display, og hos Meta gør Advantage+ det samme for Facebook og Instagram. Platformene finder selv målgruppen. Din opgave er at fodre dem med de rigtige ting: gode målinger af konverteringer, et ordentligt produktfeed og mange varianter af tekst, billeder og video.

3. Data uden samtykke er væk

Cookiesamtykke, browserbeskyttelse og annonceblokering betyder, at en stor del af dine data aldrig når frem, hvis opsætningen ikke er i orden. Korrekt consent mode, server-side tagging og egne førstepartsdata, fx fra nyhedsbrev og kundeklub, er blevet en konkurrencefordel.

4. Video og rigtige mennesker

Korte videoer på Reels, TikTok, YouTube Shorts og LinkedIn er stadig de formater, der får mest opmærksomhed. Det, der virker, er sjældent dyre produktioner, men ejere og medarbejdere, der viser, hvad de kan, og svarer på kundernes spørgsmål.

5. Troværdighed og anmeldelser

Når AI kan skrive en pæn tekst på sekunder, er det ikke teksten, der adskiller dig. Det er beviserne: cases, anmeldelser, kendte ansigter, konkrete tal og erfaring. Både kunderne og Googles kvalitetsvurdering (E-E-A-T: Experience, Expertise, Authoritativeness og Trustworthiness) leder efter det samme.

6. Strammere regler for grønne udsagn og nyhedsbreve

Fra 27. september 2026 gælder nye EU-regler for grøn markedsføring. Generelle påstande som “miljøvenlig” eller “bæredygtig” uden dokumentation er i praksis udelukket, og egne bæredygtighedsmærker uden uafhængig certificering er forbudt. Og husk, at markedsføringslovens § 10 kræver forudgående samtykke, før du sender markedsføring på e-mail eller SMS.

Sådan bliver du synlig i AI-søgning (GEO)

Arbejdet med at blive nævnt og citeret i AI-svar kaldes GEO (Generative Engine Optimization). Google skriver selv, at der ikke er ekstra krav eller særlige optimeringer for at blive vist i AI Overviews og AI Mode. Siden skal være indekseret og kunne vises med et uddrag. Resten handler om at være det bedste svar, og AI-svarene laver mange relaterede søgninger bag ét spørgsmål (“query fan-out”), så de sider, der dækker et emne bredt og præcist, vinder.

  • Start vigtige sider med et kort, klart svar, som kan citeres.
  • Brug kundernes egne spørgsmål som overskrifter, og svar på dem ærligt, også om pris.
  • Vis, hvem der står bag: forfattere, medarbejdere, cases og kontaktoplysninger.
  • Bliv omtalt andre steder: anmeldelser, brancheportaler, lokale medier og samarbejdspartnere. AI-assistenterne lærer om dig derfra.
  • Tjek, at robots.txt ikke blokerer de søgecrawlere, du gerne vil vises hos.

Vi går i dybden med det hele i vores guide til SEO i 2027, og du kan se, hvordan vi arbejder med det, på siden om GEO og synlighed i AI-søgning.

Lokal eller national markedsføring?

“One size fits all” er en farlig tilgang. Strategi, kanaler og budskaber skal passe til, om du er en lokal virksomhed med kunder inden for en bestemt afstand, eller om du konkurrerer i hele landet.

Lokal virksomhedNational / online-first
TypiskHåndværkere, klinikker, butikker, restauranter og servicevirksomhederWebshops, B2B-leverandører og virksomheder med kunder i hele landet
Vigtigste kanalerGoogle Business Profile, lokal SEO, Facebook og Instagram, lokale samarbejderGoogle Ads, Meta Ads, SEO og content, e-mail-automatisering, evt. TikTok og influencere
Succes afhænger afAnmeldelser, relationer og at være det oplagte valg i områdetSkarp målretning, konverteringsoptimering og effektiv kunderejse
Mindre relevantLandsdækkende brandingkampagner med store budgetterLokal annoncering og fysisk tilstedeværelse (medmindre I har afdelinger)

Lokal virksomhed: Nærhed, relationer og lokal synlighed

  • Google Business Profile er afgørende for synlighed i lokale søgeresultater og på Google Maps. Udfyld den helt, læg billeder op, og svar på alle anmeldelser.
  • Lokal SEO: Sider for de områder og ydelser, du faktisk dækker, og indhold om de problemer, kunderne i nærområdet står med. For en VVS’er kan det fx være omlægning til fjernvarme eller varmepumper.
  • Facebook og Instagram: Lokale events, tilbud, behind-the-scenes og videoer med mennesker, folk kender.
  • Offline og lokalsamfund: Sponsorater, events og samarbejde med andre lokale erhvervsdrivende.
  • Lokal presse: Aviser vil gerne skrive, når der sker noget: åbning, en pris, et jubilæum eller en god historie.

National virksomhed: Skalering, målretning og automatisering

  • Skalerbare betalte annoncer på Google, Meta, TikTok og YouTube med landingssider, der matcher hvert budskab.
  • SEO, GEO og content som den langsigtede investering i synlighed og autoritet.
  • E-mail-flows og automatisering til at pleje leads og kunder før, under og efter købet.
  • Konverteringsoptimering: UX, hastighed og løbende test af sider og checkout.

Hvilke markedsføringskanaler skal du vælge?

Der er flere kanaler end nogensinde, og konkurrenterne er allerede på dem. Det er faktisk en fordel: Se, hvad de gør, og find de steder, hvor de ikke er gode endnu. Her er overblikket:

KanalBedst tilVærd at vide
Google AdsKunder, der allerede søger efter det, du sælgerSearch, Shopping (via Merchant Center) og Performance Max. Kræver god konverteringsmåling og et ordentligt produktfeed.
Meta Ads (Facebook og Instagram)At skabe efterspørgsel og retargetingReels, Stories, karruseller og lead ads. Advantage+ automatiserer målretning og placering.
Microsoft AdvertisingEkstra søgeannoncer ud over GoogleViser annoncer på Bing og i Microsofts netværk. Kampagner kan importeres fra Google Ads.
TikTok (annoncer og organisk)B2C og yngre målgrupper, men også en voksende ældre målgruppeHøjt engagement og mulighed for stor organisk rækkevidde med noget, der skiller sig ud.
LinkedIn (annoncer og organisk)B2B, leadgenerering og employer brandingDyre klik, men præcis målretning. Personlige profiler når ofte længere end virksomhedssiden.
YouTubeKendskab og forklarende indholdBedst til branding og til at vise, hvordan noget virker. Sværere at sælge direkte.
Display og programmaticRetargeting og kendskabKræver stærkt blikfang eller et godt tilbud for at virke.
SEO og GEOStabil, langsigtet trafik fra Google og AI-søgningTager tid, men trafikken forsvinder ikke, når budgettet stopper.
Google Business ProfileLokale virksomhederGratis og ofte den vigtigste lokale kanal.
E-mail og SMSMersalg, loyalitet og lead nurturingKræver forudgående samtykke. Automatiske flows arbejder for dig, når de først er sat op.
Organisk SoMe og influencereBrand, community og troværdighedMikroinfluencere med en snæver, engageret målgruppe kan give meget for pengene.
PodcastsEkspertise og dybere relationerEget indhold eller sponsorering af podcasts, din målgruppe allerede lytter til.
Offline og eventsLokalt kendskab og B2B-relationerVirker bedst kombineret med digital opsamling af leads, fx via QR-koder.

Har du brug for hjælp til søgeannoncer, kan du se, hvordan vi arbejder med Google Ads.

Tjekliste: Sådan bliver du klar til at markedsføre dig i 2027

Der findes masser af virksomheder, der vokser i markeder med store konkurrenter. Fælles for dem er en idé, der gør dem unikke, og en klar plan. Gå listen igennem, og vær ærlig. Hvert punkt, du ikke kan svare på, er et sted, hvor du risikerer at bruge penge forkert.

1. Strategisk forarbejde

  • Har du defineret virksomhedens vision og forretningsmål for de næste to år?
  • Er din målgruppe og ideelle kundeprofil (ICP) tydeligt beskrevet?
  • Kender du dine USP’er, og hvordan du adskiller dig fra konkurrenterne?
  • Ved du, hvad en kunde er værd over tid (CLV), og hvad du derfor må betale for at få en ny?
  • Følger du med i de forhold i samfundet, der påvirker din branche? For en entreprenør kan det fx være renter, fradrag og boligmarkedet.

2. Branding og identitet

  • Har du en klar visuel identitet (logo, farver, skrifttyper og billedstil)?
  • Passer din tone of voice til målgruppen, og er den ens på hjemmeside, sociale medier, nyhedsbreve og i kundeservice?
  • Har du indsamlet feedback fra kunderne, både god og dårlig, og brugt den?

3. Mål og måling

  • Har du konkrete marketingmål, fx leads pr. måned, konverteringsrate eller ROAS?
  • Er Google Analytics 4, Google Tag Manager og Metas måling sat korrekt op, med samtykke og Consent Mode?
  • Har du KPI’er for hver kanal, og ved du, hvordan du følger trafik fra AI-assistenter?

4. Kanaler

  • Ved du, hvor din målgruppe er, og har du valgt de få kanaler, du vil være stærkest på?
  • Har du en indholdsplan for kanalerne, og ved du, hvor du kan være anderledes end konkurrenterne?
  • Har du ressourcer til både organisk indhold, annoncering og community, eller skal noget outsources?
  • Er din Google Business Profile fuldt udfyldt?

5. Hjemmeside, SEO og AI-synlighed

  • Er hjemmesiden hurtig, mobilvenlig og bygget til at konvertere?
  • Har du landingssider, der matcher dine kampagner og målgrupper?
  • Besvarer dit indhold kundernes spørgsmål så godt, at både Google og AI-assistenter vælger dig som kilde?
  • Viser siden tydeligt, hvem I er, med medarbejdere, cases og anmeldelser?

6. Plan og eksekvering

  • Har du et marketingbudget, og ved du, hvordan det skal følge med, hvis omsætningen stiger eller falder?
  • Har du en kampagneplan med mål og deadlines?
  • Er det klart, hvem der gør hvad: internt, bureau eller freelancere?
  • Overholder din markedsføring reglerne for samtykke og grønne udsagn?

7. Optimering og læring

  • Har du sat fast tid af til at evaluere kampagnerne?
  • Måler du kunderejsen og ved, hvor de besøgende falder fra?
  • Tester du løbende budskaber og sider med A/B-tests?
  • Beder du systematisk om anmeldelser efter hvert køb eller hver opgave?

Skal du ansætte internt eller outsource markedsføringen?

Markedsføring er blevet så bred, at det er næsten umuligt for én person at mestre det hele: strategi, SEO, annoncer, grafik, video, data og teknik. En dygtig marketingmedarbejder er typisk specialist i én eller to ting. Derfor står mange virksomheder med det samme spørgsmål.

Intern medarbejderEksternt bureau
FordeleTæt på kultur, salg og ledelse. Hurtige justeringer og fuld kontrol over brandet.Adgang til flere specialister. Ingen ansættelse, ferie, sygdom eller oplæring. Kan skaleres op og ned.
UlemperFast løn plus pension, ferie, udstyr, licenser og opsigelsesperiode. Ofte brug for flere personer for at dække alle discipliner.Kræver tydelig kommunikation, forventningsafstemning og opfølgning.
Passer tilVirksomheder med behov for 37+ timers marketing om ugen og kapacitet til ledelseVirksomheder, der vil i gang hurtigt, ikke har brug for en fuldtidsstilling eller vil have bredde

Spørg dig selv:

  • Har jeg brug for 37 timers marketingarbejde hver uge, og har jeg råd til den faste udgift, også i en dårlig periode?
  • Kan én person dække de discipliner, jeg har brug for, eller skal jeg have flere?
  • Vil jeg selv lede og udvikle en marketingmedarbejder?
  • Hvor skaber min egen tid mest værdi: i salg, drift og produkt, eller i markedsføringen?

Mange ender med en blanding: Strategien og kendskabet til kunderne bliver i huset, mens eksekveringen helt eller delvist lægges ud. Med vores eksterne marketingafdeling får du adgang til op til 8 specialer, bl.a. annoncering, SEO, SoMe, e-mail, foto og video, grafik og udvikling, fra 12.500 kr. om måneden. Abonnementet kan opsiges i påbegyndt måned, og ubrugte timer bliver gemt til senere.

Webtos erfaring

Det bedste samarbejde opstår, når ledelsen selv forstår strategien og ved, hvad pengene bruges på, også når arbejdet er lagt ud. Som kokken, der tjekker kødet fra slagteren, bør du gå dine samarbejdspartnere efter i sømmene, bede om dokumentation og selv kunne kigge i Google Analytics og Search Console. Et godt bureau har intet imod det. Tværtimod.

Se, hvordan vi har arbejdet som ekstern marketingpartner for Manuvision, Larsen & Ravn og Parcelhuset.

Skal vi være din marketingafdeling i 2027?

Vi tager gerne en uforpligtende snak om din strategi og giver dig et ærligt bud på, hvad vi kan løfte, og hvad du selv bør beholde internt.

Ofte stillede spørgsmål

AI-søgning, hvor kunderne får svar direkte fra Google og AI-assistenter, AI-drevne annoncekampagner som Performance Max og Advantage+, førstepartsdata og korrekt samtykke, kort video med rigtige mennesker og et større fokus på troværdighed og anmeldelser. Dertil kommer strammere regler for grønne udsagn.

GEO (Generative Engine Optimization) er arbejdet med at blive nævnt og citeret i AI-svar fra fx Google AI Overviews, AI Mode og ChatGPT. Det bygger på god SEO: klare svar, dyb viden om dit emne, synlige afsendere og omtale andre steder. Hvis dine kunder søger information, før de køber, er det relevant for dig.

Det afhænger af mål, branche og budget. Annoncer giver hurtigst resultater og leads, SEO og content bygger noget stabilt over tid, og sociale medier styrker brand og kendskab. De fleste får bedst resultat med en kombination, hvor annoncerne bærer salget, mens SEO bygges op.

Der findes ikke ét rigtigt tal. Start med, hvad en ny kunde er værd for dig, og hvad du må betale for at få én. Sæt derefter et budget, du kan holde i mindst et halvt år, og læg ekstra til, når du kan se, hvilke kanaler der giver kunder.

Timeprisen er typisk højere hos et bureau, men du betaler kun for de timer, du bruger, og slipper for løn i ferie og sygdom, pension, udstyr, licenser og opsigelsesperiode. Har du ikke brug for en fuldtidsstilling eller har brug for flere specialer, er et bureau ofte den billigste vej til resultater.

Vi hjælper med strategi, SEO og GEO, Google Ads og Meta Ads, sociale medier, e-mail, foto, video og dronevideo, grafik og udvikling af hjemmesider og webshops. Vi arbejder med virksomheder i hele landet, både online og ved fysiske møder.

Kilder: Google: AI features and your website · DLA Piper: Nye regler om grøn markedsføring

“Den bedste markedsføring i 2027 er ikke den, der råber højest, men den, Google, AI og dine kunder stoler nok på til at give videre.”

Du er velkommen til at læse mere i nogle af vores andre blogindlæg

Del dette:

Fik du læst disse?

  • Illustration af AI-forordningens fire risikoniveauer: forbudt, højrisiko, gennemsigtighed og minimal risiko med eksempler (A.I. genereret)

    AI-forordningen for små og mellemstore virksomheder: Det skal I vide

    Af: Jannick Jensen • 29/10/2026
    EU’s AI-forordning bliver ofte omtalt, som om den kun handler om tech-giganter. Men den gælder også for den lille virksomhed, der bruger ChatGPT til marketing…
  • Illustration med fire spørgsmål før udgivelse af AI-billeder: ser det ægte ud, viser det en rigtig person, ligner det produktet, og kopierer det andres værk (A.I. genereret)

    AI-billeder og -video i markedsføring: Mærkning, ophavsret og rigtige personer

    Af: Jannick Jensen • 28/10/2026
    AI kan lave produktbilleder, kampagnevisuals og videoer på få minutter. Det sparer tid og penge, men det rejser også nye spørgsmål: Skal billederne mærkes? Hvem…
  • Illustration af en AI-politik i tre farver: grøn for offentlig information, gul for interne data i godkendte værktøjer og rød for adgangskoder og følsomme data (A.I. genereret)

    AI-politik for marketingteamet: Sådan laver I regler for AI (med skabelon)

    Af: Jannick Jensen • 27/10/2026
    De fleste marketingfolk bruger allerede ChatGPT, Claude eller Copilot hver dag. Spørgsmålet er, om de gør det på en måde, virksomheden kan stå inde for….