En del af:
SEO i 2027: Sådan bliver du fundet i Google og AI-søgning
Sådan ser SEO ud i 2027: AI Overviews, AI Mode og ChatGPT, de nyeste Google-opdateringer, Core Web Vitals og en konkret tjekliste, du kan bruge i dag.
SEO i 2027 handler om at være den kilde, både Google og AI-assistenterne vælger at vise og citere: et hurtigt og teknisk sundt website med indhold, der bygger på ægte erfaring og giver præcise svar på det, dine kunder faktisk spørger om.
Søgning har ændret sig mere de seneste to år end de ti år før. Google viser AI-genererede svar øverst, AI Mode er kommet på dansk, og mange stiller deres spørgsmål direkte til ChatGPT, Claude eller Gemini. Samtidig er det stadig Google, der står for langt de fleste søgninger. I denne guide får du det hele: hvad der har ændret sig, hvad der stadig virker, og præcis hvad du skal gøre, så dit website bliver fundet i 2027.
Det korte svar
- Google er stadig størst, men AI-svar (AI Overviews og AI Mode) tager en del af klikkene på informationssøgninger.
- Der findes ingen særlig “AI-SEO”-genvej. Google siger selv, at der ikke kræves ekstra filer eller særlig markup for at blive vist i AI-svar. Det er god, klassisk SEO, der virker.
- Erfaring og troværdighed vejer tungere end nogensinde. Vis, hvem der står bag, hvad I har lavet, og hvad I ved, som andre ikke ved.
- Brug AI til at arbejde hurtigere, men faktatjek alt. Masseproduceret indhold uden værdi bliver ramt af Googles spampolitik.
- Teknikken skal sidde i skabet: LCP under 2,5 sekunder, INP under 200 ms og CLS under 0,1.
Hvad har ændret sig i søgning siden 2025?
Google opdaterer sine systemer hele tiden, men de store, annoncerede opdateringer er dem, der flytter placeringer mærkbart. Her er dem, der har præget de seneste to år:
| Opdatering | Periode | Hvad betyder det for dig? |
|---|---|---|
| Core update | Marts, juni og december 2025 | Bredere omvurdering af kvalitet. Sider med tyndt eller generisk indhold mistede synlighed. |
| Spam update | August–september 2025 | Usædvanligt lang udrulning på næsten en måned. |
| Core update | 27. marts – 8. april 2026 | Fortsat fokus på nyttigt indhold skrevet til mennesker. |
| Core update | 21. maj – ca. 2. juni 2026 | Seneste core update i skrivende stund. |
| Spam update | 24. september – 8. oktober 2026 | Global og på alle sprog. Tog ca. 14 dage, hvor spamopdateringer normalt tager et par dage. |
Det vigtigste skifte er dog ikke en enkelt opdatering, men måden resultaterne vises på. AI Overviews begyndte at rulle ud i Danmark i maj 2025, og AI Mode kom på dansk i oktober 2025. Ifølge Google bruger over en milliard mennesker nu AI Mode hver måned.
Fakta: Hvor meget fylder AI-søgning?
- 62 % af danskerne brugte generativ AI privat i december 2025, mod 33 % i 2023 (SDU, Digital Democracy Centre).
- På desktop i EU og UK stod AI-værktøjer for 1,72 % af søgeaktiviteten i starten af 2026. Google stod stadig for ca. 94–95 % (Datos/SparkToro).
- Når der vises et AI-resumé, klikker brugerne på et almindeligt resultat ved 8 % af besøgene, mod 15 % uden. Kun 1 % klikker på et link i selve resuméet (Pew Research, amerikanske data).
Konklusionen er ikke, at SEO er dødt. Den er, at synlighed og klik er blevet to forskellige ting. Du kan blive vist og citeret uden at få besøget, og de besøgende, der klikker, er ofte længere i deres beslutning.
Sådan finder kunderne dig i 2027
Kunderejsen er spredt ud over flere flader: klassiske Google-resultater, AI-svar i Google, AI-assistenter, Google Maps og sociale medier. Det fælles for dem alle er, at de skal bruge en troværdig kilde at hente svaret fra. Hvis dit website er den bedste kilde på dit område, bliver du vist alle stederne.
Sådan bliver du synlig i AI Overviews, AI Mode og ChatGPT
Google er overraskende klar i sin dokumentation: Der er ingen ekstra krav for at blive vist i AI Overviews eller AI Mode, og ingen særlige AI-filer eller ny markup. Siden skal være indekseret og kunne vises med et uddrag i søgeresultaterne. Resten handler om at være det bedste svar.
AI-svarene bruger det, Google kalder “query fan-out”. Bag ét spørgsmål laver systemet en række relaterede søgninger og samler svaret fra flere sider. Derfor vinder de sider, der dækker et emne bredt og præcist, ikke dem, der gentager ét søgeord.
Sådan gør du i praksis:
- Svar først, forklar bagefter. Start hver vigtig side eller sektion med et kort, klart svar på 1–3 sætninger. Det er det, AI-systemerne citerer.
- Brug kundernes egne spørgsmål som overskrifter. Find dem i “Andre spørger også”, i Search Console og i de spørgsmål, jeres sælgere og kundeservice får hver dag.
- Dæk hele emnet. Priser, fordele og ulemper, alternativer, trin for trin og typiske fejl. Det matcher de mange delspørgsmål bag ét AI-svar.
- Læg vigtigt indhold som tekst. Priser, specifikationer og svar, der kun står i billeder, PDF’er eller faner, der kræver klik, er sværere at bruge for både Google og AI.
- Giv AI-crawlerne adgang. Tjek robots.txt. Blokerer du OAI-SearchBot, kan du ikke blive vist i ChatGPT search, og Claude-SearchBot bruges til søgning i Claude. Træningscrawlere som GPTBot og ClaudeBot kan du blokere separat, hvis du ønsker det.
- Byg brand uden for dit eget website. AI-assistenterne lærer om dig fra omtale, anmeldelser og artikler andre steder.
Arbejdet med at blive synlig i AI-svar kaldes også GEO (Generative Engine Optimization). Du kan læse mere om, hvordan vi griber det an, på vores side om GEO og synlighed i AI-søgning.
Hvad med llms.txt?
En llms.txt er en tekstfil, der beskriver dit website for sprogmodeller. Google har sagt klart, at Google Search ikke bruger den, og ingen af de store AI-tjenester har officielt bekræftet, at de læser den. Vi har selv en, fordi den er hurtig at lave og kan hjælpe AI-agenter med at forstå siden, men den erstatter ikke godt indhold, og den er ikke et rankingsignal.
E-E-A-T: Vis at der står rigtige mennesker bag
E-E-A-T står for Experience, Expertise, Authoritativeness og Trustworthiness, altså erfaring, ekspertise, autoritet og troværdighed. Det er ikke en rankingfaktor, du kan sætte et flueben ved, men det er den måde, Googles kvalitetsvurdering tænker på. Og når en AI-assistent skal vælge mellem ti næsten ens tekster, vælger den den, der kan dokumentere mest.
Det konkrete arbejde:
- Giv hver artikel en rigtig forfatter med en profilside, der viser uddannelse, erfaring og LinkedIn.
- Brug jeres egne tal, cases, billeder og eksempler. Det er det eneste, en konkurrent eller en AI ikke kan kopiere.
- Skriv, hvad I selv har oplevet: hvad der virkede, hvad der ikke gjorde, og hvorfor.
- Gør det nemt at se, hvem I er: CVR, adresse, telefon, medarbejdere og anmeldelser.
- Hold indholdet opdateret, og skriv en dato på, når du har opdateret det.
Webtos erfaring
De sider, der klarer sig bedst hos vores kunder, er næsten aldrig de længste. Det er dem, hvor fagpersonen selv har været med: installatøren, der forklarer, hvad der går galt, eller forhandleren, der fortæller, hvilken model kunderne ender med at vælge og hvorfor. Den slags viden findes kun i virksomheden, og det er præcis det, både Google og AI leder efter.
AI-indhold: Brug det, men faktatjek alt
Google har ikke noget imod, at du bruger AI til research, struktur og første udkast. Men i Googles opdaterede vejledning fra oktober 2026 står der direkte, at det er afgørende at faktatjekke og gennemgå alt AI-genereret indhold manuelt. Det gælder også titler, metabeskrivelser, strukturerede data og alt-tekster.
Det, der bliver straffet, er scaled content abuse: mange sider produceret i stor mængde, primært for at fange søgninger og uden reel værdi for læseren, uanset om de er skrevet af AI eller af mennesker. Spamopdateringen i september 2026 var en tydelig påmindelse om, at Google håndhæver det.
Undgå dette
- Hundredvis af næsten ens bysider (“Tømrer i Slagelse”, “Tømrer i Sorø” …) med det samme indhold og nyt bynavn.
- AI-tekster udgivet uden at en fagperson har læst dem igennem.
- Opfundne anmeldelser, statistikker eller citater.
Teknisk SEO og Core Web Vitals i 2027
Det bedste indhold hjælper ikke, hvis siden er langsom, ustabil eller svær for Google at crawle. Google måler brugeroplevelsen med tre Core Web Vitals, og de gælder for 75 % af dine besøg, opdelt på mobil og desktop:
| Måling | Hvad måler den? | God | Dårlig |
|---|---|---|---|
| LCP (Largest Contentful Paint) | Hvor hurtigt det største element, typisk billede eller overskrift, vises | ≤ 2,5 sek. | > 4 sek. |
| INP (Interaction to Next Paint) | Hvor hurtigt siden reagerer, når man klikker eller taster | ≤ 200 ms | > 500 ms |
| CLS (Cumulative Layout Shift) | Hvor meget indholdet hopper rundt under indlæsning | ≤ 0,1 | > 0,25 |
Ser du stadig gamle guides, der taler om Time to Interactive (TTI) eller First Input Delay (FID), kan du roligt se bort fra dem. TTI blev fjernet fra Lighthouse i version 10, og FID er erstattet af INP. Du kan måle dine egne tal i Google PageSpeed Insights, hvor det er feltdata fra rigtige brugere øverst på siden, der tæller.
De typiske syndere og løsningen:
- Dårlig LCP: Store billeder i forkert format. Brug AVIF eller WebP, angiv størrelser, og lad være med at lazy-loade det første billede.
- Dårlig INP: For meget JavaScript fra plugins, chatbots og tracking. Fjern det, der ikke bruges, og udskyd resten.
- Dårlig CLS: Billeder, bannere og cookie-bokse uden fast plads. Giv dem en fast højde.
En ny ting at holde øje med er AI-agenter, der browser på vegne af brugerne. Chrome-teamet har tilføjet tjek for “agentisk browsing” i Lighthouse. Vi har skrevet en trin for trin-guide til agentisk browsing i PageSpeed.
Webtos erfaring
Når vi overtager et website, er det sjældent indholdet, der holder det tilbage. Det er tunge temaer, plugins der indlæser scripts på alle sider, selv om de kun bruges på én, og billeder i fuld kameraopløsning. Det er ikke spændende arbejde at rydde op i, men det er ofte der, de hurtigste resultater ligger.
Strukturerede data: Hvad virker stadig?
Strukturerede data (schema markup) hjælper Google med at forstå, hvad en side handler om. Men Google har ryddet kraftigt op i, hvilke typer der giver et særligt udseende i søgeresultaterne:
- FAQ-resultater vises ikke længere i Google fra 7. maj 2026. Markup skader ikke, men giver ingen ekstra plads.
- HowTo-resultater blev fjernet helt i 2023.
- En række mindre typer, fx Course Info, Claim Review, Estimated Salary og Vehicle Listing, blev udfaset i 2025.
Det, der stadig giver mening, er markup, der beskriver din forretning og dine produkter præcist: Organization, LocalBusiness, Product med pris og lagerstatus, Article med forfatter, Breadcrumb og anmeldelser. Reglen er enkel: De strukturerede data skal matche det, der står synligt på siden.
Lokal synlighed og brand
For de fleste danske virksomheder er de lokale søgninger dem, der giver kunder. “Elektriker nær mig” eller “frisør Slagelse” besvares med kort, anmeldelser og åbningstider. Her er Google Business Profile vigtigere end noget andet:
- Udfyld profilen helt: kategorier, ydelser, åbningstider, billeder og beskrivelse.
- Bed aktivt om anmeldelser efter hver opgave, og svar på dem alle, også de kritiske.
- Sørg for, at navn, adresse og telefonnummer står ens alle steder.
Brandet betyder også mere i AI-søgning. Når nogen spørger en AI-assistent om “det bedste firma til …”, bygger svaret på, hvad der står om dig rundt omkring på nettet: anmeldelser, artikler, brancheportaler og omtale.
Links, omtale og communities
Links fra relevante og troværdige sider er stadig et af de stærkeste signaler. Ét link fra en brancheorganisation, en lokal avis eller en samarbejdspartner er mere værd end hundrede fra tilfældige linkkataloger. De bedste måder at få dem på er stadig de ærlige:
- Lav indhold, andre har lyst til at henvise til: egne undersøgelser, prisguides, værktøjer og beregnere.
- Bed leverandører, samarbejdspartnere og foreninger om at linke til jer.
- Stil op som ekspert i lokale og faglige medier.
- Deltag i de communities, hvor jeres kunder er, fx faggrupper på Facebook og LinkedIn, Reddit og YouTube. Del viden, ikke kun links.
Video og interaktive elementer kan også gøre en stor forskel, fordi de giver besøgende en grund til at blive. IKEA bruger fx interaktive miljøbilleder, hvor man kan klikke direkte på produkterne:

Din SEO-tjekliste til 2027
Gå listen igennem for dit eget website. Hvert punkt, du ikke kan sætte flueben ved, er et sted, hvor der er synlighed at hente.
- Mine vigtigste sider starter med et kort, klart svar.
- Overskrifterne matcher de spørgsmål, kunderne faktisk stiller.
- Hver artikel har en rigtig forfatter med profilside.
- Indholdet bygger på egne cases, tal og erfaringer.
- Alt AI-hjulpet indhold er faktatjekket af en fagperson.
- LCP, INP og CLS er grønne i PageSpeed Insights, også på mobil.
- robots.txt blokerer ikke Googlebot, OAI-SearchBot eller andre søgecrawlere, jeg gerne vil vises hos.
- De strukturerede data matcher det synlige indhold.
- Google Business Profile er fuldt udfyldt, og jeg svarer på anmeldelser.
- Jeg gennemgår og opdaterer mit vigtigste indhold mindst én gang om året.
Skal vi kigge på dit website?
Vi gennemgår gerne din side og fortæller dig ærligt, hvor du står i forhold til både Google og AI-søgning, og hvad der vil give mest effekt først.
Ofte stillede spørgsmål
Kilder: Google: AI features and your website · Google: Using generative AI content · Google Search Status Dashboard · web.dev: Core Web Vitals · Pew Research (2025) · SDU: Danskernes brug af AI
“Google og AI-assistenterne leder efter det samme: den kilde, der ved mest og forklarer det bedst. Sørg for, at det er dig.”










